Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst

Momssagen - moms på bridge

 

På denne side samler vi al information og alt materiale vedrørende moms på bridge. Via dette link til "Spørgsmål og svar" (opdateret 29. september 2025) kan du og din klub hurtigt danne jer et overblik over momssagen. 

Vi anbefaler dog, at I ud over "Spørgsmål og svar" også orienterer jer i det øvrige nedenfor, som er mere fyldestgørende.

Sekretariatet står naturligvis klar til at besvare spørgsmål.

 

Opdateret 19. december 2025  

Bridge undgår at blive momsbelagt. Efter et møde i Skatterådet den 16. december har rådet den 18. december meddelt, at bridge er fritaget for moms, da bridge kan betragtes som en kulturel aktivitet. Læs mere her.

 

Opdateret 25. november 2025  

Status på vores henvendelse til Skatterådet

Skattestyrelsen har forleden afgivet høringssvar på vores henvendelse til Skatterådet. I høringssvaret fastholder Styrelsen, at styresignalet skal omfatte bridge, og dermed kan bridge fra den 1. januar 2026 ikke længere være momsfritaget. Det er således Skattestyrelsens opfattelse, at fritagelsen af kulturelle aktiviteter i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6 ikke kan udstrækkes til at omfatte bridge i foreningsregi.

Vores rådgiver, Deloitte, opfatter situationen sådan, at der fortsat er en chance for momsfritagelse i Skatterådet qua den politiske opmærksom­hed, sagen har fået.

Vi har på den baggrund afgivet bemærkninger til styrelsens høringssvar, og hvor vi fastholder, at bridge er en væsentlig del af dansk kultur i foreningsregi og som folkeoplysende aktivitet, og dermed fortsat skal være momsfritaget.

Her kan du læse:

Afgørelsen ligger nu hos Skatte­rådet, hvor sagen forventes behandlet den 16. december i år.

 

Opdateret 4. november 2025  

Kan bridgeklubber godkendes som folkeoplysende?

Vi er blevet opmærksom på, at nogle bridgeklubber modtager kommunalt tilskud efter Folkeoplysningsloven. I dag gælder det for flere bridgeklubber under DBf, og det kan muligvis betyde, at bridgeklubber kan blive momsfritaget som folkeoplysende. 

Af samme grund er vores henvendelse til Skatterådet blevet suppleret med yderligere oplysninger om, at flere bridgeklubber modtager tilskud efter Folkeoplysningsloven.

Vi kan dog ikke på nuværende tidspunkt sige, hvor det lander, men så snart der er nyt, vil klubberne få direkte besked. Det er vores vurdering, at klubberne ikke behøver at foretage sig noget lige nu i forhold til folkeoplysning/undervisning.

 

Opdateret og udsendt til klubberne 10. oktober 2025 

Beredskabsmateriale til klubberne

Vi har tidligere orienteret om, at vi vil udarbejdet et beredskabsmateriale vedr. momssagen. Materialet er vedlagt her og består af: 

Skattestyrelsen har jo som bekendt her sidst på sommeren meddelt, at der fra og med nytår lægges moms på bridge. I kan læse mere om processen i vedhæftede baggrundsnotat.
Lige nu forbereder vi i samråd med Deloitte en forelæggelse for Skatterådet. Vi forventer, at Skatterådet træffer en afgørelse i første kvartal af 2026. Vi vender tilbage til jer om dette ved senere lejlighed.
Vi har behov for hjælp fra alle gode kræfter i arbejdet for fortsat momsfritagelse. Der er brug for at få skabt størst mulig opmærksomhed om sagen og påvirke det politiske liv på alle niveauer. I denne sammenhæng vil klubberne kunne yde et kæmpe bidrag gennem aktiv deltagelse i lobbyarbejdet. Det vil være af stor betydning, hvis I ud fra jeres lokale udgangspunkt vil virke for sagen. Det kan ske gennem direkte kontakt til folketingspolitikere, lokalpolitikere og andre nøglepersoner i jeres lokalområde, relevante organisationer, indlæg i lokale og landsdækkende medier o.a.

Til brug for jeres lobbyindsats har vi udarbejdet en wordfil, som belyser sagen og oplister relevante argumenter. Ideen er, at I kan klippe og klistre fra papiret afhængig af, hvem I kontakter og hvilken kontaktformer, I vælger. I kan bruge det som talepapir i forbindelse med direkte kontakt (møder og samtaler), som tekst i forbindelse med skriftlig kommunikation (mails, breve, avisindlæg, læserbreve) m.m. 
Endvidere er der også vedhæftet udkast til, hvordan en brevhenvendelse til en politiker kan udformes.

Som yderligere inspiration har vi vedhæftet et eksempel på, hvordan en lokal bridgeforening via sociale medier og lokalavis har gjort opmærksom på problematikken og forudskikket henvendelse til lokalpolitikerne. Endelig har vi vedhæftet et eksempel på en større aviskronik i Berlingske Tidende, hvor momsproblematikken adresseres af Skakunionen.

Vi håber, materialet kan inspirere og hjælpe jer.

God arbejdslyst!

Materialet er - med stor tak - udarbejdet af Helle Otte, der bl.a. er medlem af Ballerup Bridgeklub. 

I kan altid rette henvendelse til sekretariatet til økonomichef Morten Henningsen og frem til 31.10, direktør Charlotte Fuglsang.

 

 

Opdateret og udsendt til klubberne 1. oktober 2025

Kære Klubber

Vedr. den verserende momssag så har vi modtaget mange henvendelser fra jer, hvor I kvitterer og roser det materiale, vi har sendt ud til jer om den tekniske side af problemet.
Samtidig har mange af jer efterspurgt materiale, der adresserer det politiske aspekt af sagen, og som I vil kunne bruge i kontakten med lokale politikere.
Det behov forstår vi til fulde. Vi er i fuld gang med at udarbejde et sådant beredskabsmateriale og regner med at udsende det i slutningen af efterårsferien.
 

 

Opdateret og udsendt til klubberne 26. september 2025